aka_faar_kajak_tilsideAka fylder 12 år. Han får sit højeste ønske opfyldt – en kajak! Han vil straks prøve den og ringer efter Malik, som gerne vil med. De vil bare lige sejle ud til isen og tilbage igen. Helt ude ved isens kant er disen meget tæt. Noget gråt nærmer sig. Kan det være en bjørn?

Hardback, 1. udgave 2017.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Læs Lydret serien er et hit. Bøgerne bliver nærmest revet ned fra hylderne. Det er nemlig rigtige bøger og historier med mening – de handler om noget.

Herunder kan du hente gratis opgaver. De er formet som ordkort, med ordene fra teksten, dominobrikker, ordlege, tjeksider, skriv-med og skriv-selv opgaver.

Bøgerne er inddelt i Trin 0, 1, 2 og 3. De er beregnet til læsekurser, læsebånd og den daglige læseundervisning.

Trin 0
er de absolut første sammenhængende læsetekster, en elev magter, når han har lært lydene og skal til at sætte dem sammen til ord og sætninger. Trin 0 består af lydrette ord og 24 af de 120 almindelige ord. Der er kun enstavelsesord på 1-2 bogstaver og med 1 konsonant i forlyd og udlyd. 1-2 linier pr side.

Trin 1 består af lydrette ord, 64 af de almindelige ord. Der er kun enstavelsesord på 1-3 bogstaver og med 1 konsonant i forlyd og udlyd. 1-4 linier pr side.

Trin 2 indeholder lydrette ord på 2-4 bogstaver, 1-2 stavelser, få ord med 2 konsonanter i for- og udlyd og e-lyden ( ə ) i udlyd. 85 af de 120 almindelige ord og 2-3 linier pr side.

Trin 3 har lydrette ord på 1-6 bogstaver, 1-3 stavelser, en- og flerstavelsesord med konsonantklynger i for- og udlyd, betingede udtaler af g, t og d. 120 almindelige ord, 4-5 linier pr side.

Anmeldelsen i Læsepædagogen lød blandt andet:

” … et meget anvendeligt materiale til indskolingens læseundervisning: serien Læs Lydret. Materialerne kan enten anvendes i den daglige læseundervisning i en klasse, til læsekurser på tværs, i læsebånd, eller hvis skolen har et tilbud om Læseløft.”

“Bøgernes største styrke er, at de hver især tilbyder en sammenhængende historie, der samtidig er overkommelig for nybegynderen. Bøgerne er lækre at have i hånden, og det er skønt, at også sådan en lille læsebog er i hardbackudgave. Bøgerne er illustrerede på en understøttende og indbydende måde. Børnene vil let få indtryk af, at det er “rigtige bøger med rigtige historier, der handler om noget”. Læs Lydret tager udgangspunkt i elevens læseudvikling og giver dermed mulighed for at tilpasse bøgernes sværhedsgrad til elevens læseniveau.”

 Læsepædagogen nr. 3/2018